Så er det vidst på tide, at i får hele historien. Min far er død, og han døde for snart et år siden.
Hele historien starter med at mig og min veninde, var i sommerhus. Det regnede sindsygt meget den aften vi skulle hjem, så vi fik overtalt min far til at hente os. Og fordi min lillesøster savnede mig så meget, ville hun MED hen og hente os. Som sagt - det regnede ekstremt meget, og da vi skulle hjem, skred bilen, vi væltede ned i en grøft, og bilen slog en koldbøtte. Min far og veninde døde på stedet, og min lillesøster lå i koma, i flere måneder før hun døde. Man kan roligt sige, at det er det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg følte SÅ MEGET skyldfølelse, for det var jo mig der ville i sommerhus? Jeg har gjort hvad jeg kunne, for at forsøge at komme mig over det, været til 10.000 af psykologsamataler, forsøgt selvmord to gange (ting, jeg ALDRIG kunne finde på at gøre igen) skåret i mig selv, løbet hjemmefra, og skyldt skylden på andre, men intet har hjulpet. Tiden skal nok hele det, men det er umuligt at tro på lige nu. Det gør ondt, hver gang, jeg tænker på det, men jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke vil lade mig påvirke 24/7, for så ville jeg ikke kunne få et normalt liv. Jeg græder, hvis jeg har brug for det, men jeg har lovet mig selv, at snakke med folk om det. At lukke mig inde, hjælper ikke noget.
Selv om det er svært, vil jeg se positivt på mit liv, for jeg vil have en lys fremtid! Sådan er det bare!
Jeg elsker dem alle tre, sindsygt højt, og jeg vil altid være fars pige.
RIP
Far
Emilie
Naja
Hele historien starter med at mig og min veninde, var i sommerhus. Det regnede sindsygt meget den aften vi skulle hjem, så vi fik overtalt min far til at hente os. Og fordi min lillesøster savnede mig så meget, ville hun MED hen og hente os. Som sagt - det regnede ekstremt meget, og da vi skulle hjem, skred bilen, vi væltede ned i en grøft, og bilen slog en koldbøtte. Min far og veninde døde på stedet, og min lillesøster lå i koma, i flere måneder før hun døde. Man kan roligt sige, at det er det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg følte SÅ MEGET skyldfølelse, for det var jo mig der ville i sommerhus? Jeg har gjort hvad jeg kunne, for at forsøge at komme mig over det, været til 10.000 af psykologsamataler, forsøgt selvmord to gange (ting, jeg ALDRIG kunne finde på at gøre igen) skåret i mig selv, løbet hjemmefra, og skyldt skylden på andre, men intet har hjulpet. Tiden skal nok hele det, men det er umuligt at tro på lige nu. Det gør ondt, hver gang, jeg tænker på det, men jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke vil lade mig påvirke 24/7, for så ville jeg ikke kunne få et normalt liv. Jeg græder, hvis jeg har brug for det, men jeg har lovet mig selv, at snakke med folk om det. At lukke mig inde, hjælper ikke noget.
Selv om det er svært, vil jeg se positivt på mit liv, for jeg vil have en lys fremtid! Sådan er det bare!
Jeg elsker dem alle tre, sindsygt højt, og jeg vil altid være fars pige.
RIP
Far
Emilie
Naja
Ingen kommentarer:
Send en kommentar